Jeanettes veninde Caroline døde i en ulykke for snart 4 år siden, og sorgen fik Jeanette til at flygte fra Thy området, hvor hun er vokset op. I dag er hun tilbage i Thy og finder glæde i minderne om Caroline.

Af Hanna Hviid 

Jeanette og hendes veninder havde sat sig til rette på restauranten, maden var bestilt, og nu ventede de bare på at kunne fejre Jeanettes fødselsdag lidt på forhånd. Lige som maden skulle til at ankomme, modtager Jeanette et opkald, et opkald som ændrer alting. De tre piger forlader restauranten, og maden blev aldrig spist.

Om morgenen den dag mødte Jeanette ind på HHX i Thisted, og finder ud af at der var sket en ulykke ved Nors. Straks begynder en dag fyldt med tvivl og usikkerhed. Indtil Jeanette modtager opkaldet på restauranten, er der faktisk ikke særligt meget hun kan vide sig sikker på.

Jeanette får en besked om, at det måske er hendes veninde Caroline, som havde været involveret i ulykken aftenen før, men Jeanette og hendes veninder kan ikke få det bekræftet, inden de får fat på Carolines mor, som bare græder. De får Carolines moster i røret, som kan fortælle at Caroline er alvorligt kvæstet.

”Vi vidste ikke, hvad alvorlige kvæstelser betød. Havde hun brækket begge arme, skulle hun sidde i kørestol, var hun allerede død?”

Jeanette og hendes veninder forlader skolen, men tager derop igen senere. De ved ikke noget om Carolines tilstand, og der er ingen som kan give dem informationer. De er usikre på, hvor det er bedst at være. De kan ikke besøge Caroline på sygehuset, for det har hendes forældre frabedt sig. I sidste ende beslutter Jeanette at forsætte dagen som planlagt og tage ud og spise om aftenen. På restauranten ringer telefonen pludseligt, og en veninde kan fortælle, at Caroline er død.

”Det var jo forfærdeligt”

Blev tætte gennem humor

Jeanette og Caroline gik på samme folkeskole, og havde altid kendt hinanden, men det var først da klasserne blev slået sammen i 7 klasse, at de blev veninder.

”Vi blev venner gennem vores humor. Alt hvad vi lavede, det var bare sjovt, vi kunne finde på de mest åndsvage ting, vi klædte os ud og filmede hinanden, og vi gik til fodbold sammen. Vi lavede alting sammen.”

Da folkeskolen endte forsatte deres venskab. De begyndte på hvert deres gymnasiale uddannelse, og Jeanette flyttede hjemmefra. Caroline kom tit løbende fra Nors og til Jeanettes lejlighed i Thisted.

”Hun kom altid med godt humør, og dengang stod der tit en opvask, men den tog hun lige, og fik mig i gang. Hun var altid frisk på at hjælpe mig.”

Året op til ulykken sås de ikke så tit. Jeanette havde travlt med sin uddannelse. Hun gik i 3. g. og lavede SRP og afleveringer. Sidste gang de så hinanden, var til en julefrokost med deres folkeskole venner. Derefter tog Caroline ud og rejse hen over jul og nytår, og kort efter hun kom hjem, skete ulykken.

”Jeg lagde hurtigt mærke til, at jeg manglede den der friske energi og positivitet bagefter.”

Blev ramt af en scooter.

Caroline var lige kommet hjem fra ferie. Hun var på arbejde i Thisted og fik fri hen på aftenen. Det var januar, så det blev hurtigt mørkt. Caroline besluttede sig for at gå hjem til Nors. Hun går i vejkanten, da en scooter kommer kørende bag hende. Scooteren har for meget fart på, manden på den ser ikke Caroline og rammer direkte ind i hende.

Caroline bliver fløjet til Aalborg sygehus med alvorlige kvæstelser, hvor hun dør af sine skader.

Da Jeanette modtager opkaldet og finder ud af, at Caroline er død, går alting lige pludseligt stærkt. Hele dagen har hun ventet på svar, og lige med ét får hun afklaring.

”Det var jo så uvirkeligt, det hele gik så stærkt, vi kunne slet ikke nå at få tankerne vendt, andet end at vi var meget kede af det alle sammen.”

Der blev sendt beskeder rundt mellem Carolines venner, de købte lys ind og kørte ud til ulykkesstedet. Og så mindedes de Caroline. Da mindestunden var ovre, inviterede Jeanette nogle venner med hjem til den lejlighed, hvor hun boede med to venner, som også kendte Caroline.

”Den aften brugte vi alle sammen på at græde og grine, og det var så sundt for os. Vi kunne snakke gode minder, og hvor træls det var, og hvor godt det havde været.”

Flygtede til København.

Jeanette var lige begyndt på det sidste halve år af sin HHX uddannelse. Slutspurten var sat ind, målstregen var i sigte, men så skete ulykken.

”Jeg fik ikke lavet mine afleveringer, jeg kunne bare ikke. Det var så slemt, at jeg gik til min studievejleder og spurgte, om jeg overhovedet kunne få hue på.”

Jeanette nåede i mål og fik huen på, og så flyttede hun. Hun pakkede sine ting, rejste til København og fik job i 7 eleven.

”Jeg havde bare brug for at komme væk herfra, væk fra det med Caroline, væk fra mine forældre og mine venner, der hele tiden var der. Bare komme væk og være lidt for mig selv.”

Mens Jeanette boede i København, var det hende der bestemte, om hun tog telefonen, når vennerne ringede, og om hun gad snakke med sine forældre. Jeanette havde magten, og hun havde friheden. Hun havde brug for at få det hele på afstand, hun havde brug for at tænke.

”Det hele krakelerede, da Caroline døde, der kunne jeg bare ikke mere. Det var godt nok slemt. Men tiden i København blev min terapi.”

Efter Jeanette havde boet i København i et år, kunne hun ikke finde et sted at bo, og så var det tid til at flytte hjem igen. Hjem til Thy og til den familie og de venner og de minder, som hun havde forsøgt at tage afstand fra.

”Det var godt at komme tilbage, og jeg har ikke fortrudt det, men det var rigtig hårdt da jeg fandt ud af, at jeg skulle tilbage til Thy, for det havde jeg slet ikke lyst til! Nu vil jeg ikke væk herfra”

Tilbage og tilpas.

Det er nu snart fire år siden, Jeanette mistede sin veninde. Hun bor igen i Thisted i en hyggelig lejlighed med sin hund Oskar. Hun er i gang med uddannelsen som pædagog og bliver færdig til januar 2020. Når hun tænker på Caroline, bliver hun ikke ked af det længere, ikke på samme måde.

”Jeg vender det til noget positivt. Hold kæft jeg er heldig, at jeg har så mange minder med hende. Jeg kan faktisk sidde og grine nu i stedet for at græde. Selvfølgelig giver det et sus i mavet, når jeg tænker på hende, men jeg mindes hende for det bedste.”

Jeanette plejer at holde nytår med en gruppe venner fra folkeskolen. Caroline var en del af den gruppe. Så hvert år skåler de for Caroline. Det er blandt andre også disse venner, Jeanette kan snakke med om Caroline.

”Jeg vil rigtig gerne snakke om hende. Det giver mig glæde. Sorgen den fylder rigtig meget, men jeg har lært at vende den om, til at det er bedre at grine end at græde.”