Touchskærme i biler kan være til fare i trafikken

Det kan være distraherende at bruge sin bils touchskærm, mens man kører, og netop distraktion er en stor årsag til trafikuheld, men på trods af dette har hverken danske forskere eller politikere fokus på problemet.

I de fleste touchskærme kan du i dag tilkoble din telefon

Af Hanna Hviid og Thomas Kring

Skærmen lyser op. Du tjekker lige kalenderen for dine møder i morgen, scroller lidt ned gennem dit Twitter-feed, måske tjekker du vejrudsigten for Kreta, hvor du skal på ferie i næste uge. Du smutter også lige ind på dr.dk efter de seneste nyheder.

Det lyder måske som den almindelige brug af en smartphone, men faktisk er det nogle af de muligheder, man finder i moderne bilers touchskærme.

Store touchskærme fylder mere og mere i bilerne. I takt med at skærmene bliver større, bliver de også mere avancerede. Nu kan de også gå på internettet, lave opkald og meget mere.

Det kan være meget distraherende at bruge de mange funktioner, mens bilen er i bevægelse. Det viser forskning lavet af The University of Utah i 2017 og 2018.

Og at være distraheret er bestemt ikke en god ting under kørsel. Ifølge Rådet for Sikker Trafik er distraktion skyld i et ud af tre biluheld i Danmark.

På trods af det er der ikke dansk forskning på området, og politikerne har heller ikke diskuteret problemet.

Distraktion fører til ulykker
Der er bred enighed om, at det er skidt at være distraheret, når man sidder bag rattet i en bil.

”Der er efterhånden rigtig mange studier, der viser, at man ikke kan multitaske. Hvis man prøver at gøre to ting på samme tid, så vil præstationen typisk forringes,” siger Jesper Aagaard adjunkt ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

Og det kan også være farligt. Tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at der i en periode på fem år var 253 personer, der døde i trafikulykker, hvor en eller flere involverede i ulykken var distraheret.

Det, som distraherer bilisterne, findes i næsten tre fjerdedele af tilfældene inde i bilerne. Det kan for eksempel være, at man læser SMS’er, indstiller GPS eller beroliger børn på bagsædet. Og alt sammen kræver det, at man fjerner fokus fra trafikken, hvilket kan være dødsensfarligt.

”Der vil altid være en præstationsforringelse i det, man kalder den primære opgave. Så hvis det for eksempel er at køre bil, så vil man ikke køre lige så sikkert, fordi man bruger energi på noget andet,” siger Jesper Aagaard.

Touchskærme kan være farligere end mobiltelefoner
Et stort forskningsprojekt lavet ved the University of Utah viser, at de store touchskærme i biler, også kaldet infotainmentsystemer, kan være meget farlige at bruge under kørsel, fordi de distraherer bilisterne fra den primære opgave; at køre bil.

Undersøgelsen kom frem til, at det kan være farligere at bruge funktionerne i touchskærmen end at tale i mobiltelefon under kørsel. Bilisterne fjernede øjnene fra vejen i lange perioder, fjernede en hånd fra rattet og fjernede tankerne fra trafikken.

”Hvis man direkte kigger væk fra vejen, så er der tale om visuel distraktion, hvor man ikke vil se, hvis der sker noget. I og med at mange folk kører meget tæt på hinanden, så afstanden til bilen foran er meget lille, så er det problematisk, hvis man ikke ser, at den forankørende bil bremser,” siger Ragnhild Holgaard, videnskabelig assistent ved Transport DTU.  

Tabellen viser, hvor opmærksomhedskrævende bilernes infotainmentsystemer var, når de blev brugt under kørsel.

GPS’erne stjæler meget opmærksomhed
Undersøgelsen fra the University of Utah slog fast, at deltagerne var distraherede, hver gang de skulle bruge bilernes infotainmentsystemer, men især at skrive en rute ind på GPS’en stjal opmærksomheden.

Det tog i gennemsnit 40 sekunder, hvilket vil sige, at de næsten kørte en halv kilometer, hvor bilisten var mere fokuseret på GPS’en end på at køre bil.

I Danmark kan vi godt finde på at indstille GPS’en, når vi kører bil. I en gruppe på over 25.000 danske bilister svarede en fjerdedel, at de en gang imellem betjener deres GPS, når de kører bil. Det viser tal fra Rådet for Sikker Trafik.

”Der er selvfølgelig ikke noget galt i, hvis din GPS siger, at den har fundet en anden rute, og du bare skal godkende den. Men at begynde at sidde med 150 km/t på Autobahn og lede efter det nærmeste hotel, det skal man selvfølgelig ikke. Det er begge to brug af GPS, men der er en verden til forskel,” siger Jesper Hemmingsen, dokumentationskonsulent ved Rådet for Sikker Trafik.

Forskere og politikere fokuserer ikke på problemet
I Danmark er der meget lidt fokus på problematikken med infotainmentsystemer. Rådet for Sikker Trafik og DTU Transport har lavet flere undersøgelser af, hvor farligt det er at være distraheret, når man kører. Men på trods af det har eksperterne endnu ikke vendt øjnene mod touchskærmene.

”Det er umiddelbart en relativ ny ting med touch i bilerne. Det kræver, at der er en del, der har dem, og at de har oplevet en kritisk situation, før der vil kunne laves forskning,” siger Jesper Hemmingsen.

Det er lovligt at bruge sin bils infotainmentsystem, når man kører bil, og det virker ikke til, at der er optakt til at ændre det lige foreløbigt, hvis man spørger politikerne.

”Det fylder ingenting. Vi diskuterer af og til mobiltelefoner og at bruge mobiltelefon som GPS, men vi har ikke diskuteret det her. Men jeg tror da, man kommer til at diskutere det mere,” siger Andreas Steenberg, transportordfører for Radikale Venstre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *