Gunnar Skovgaard ved godt, at det måske er den eneste gang, at han får mulighed for at vise sine malerier frem, og derfor er han taknemlig for, at Menighedsfakultetet vil lægge lokale til.

Af Hanna Hviid, 11 oktober 2018

Et maleri hænger på den røde murstensvæg. Maleriet har intet navn, ingen forklaring, det står alene. Farverne snor sig ind og ud af hinanden. Rød, blå, grøn, gul. Selvom motivet ikke er klart, er det tydeligt, at intet penselstrøg har været tilfældigt. En lille gruppe mennesker er samlet foran maleriet. De er studerende på Menighedsfakultetet i Århus. Ligesom de resterende 30 mennesker i lokalet er de der på grund af malerierne. På grund af Gunnar Skovgaard. En autodidaktisk maler, som i dag har sin første og måske sidste udstilling.

På trods af at han har malet siden 1964, er det første gang Gunnar Skovgaard får nogle af hans malerier udstillet. Det var en vennetjeneste der satte hjulene i gang, og gjorde udstillingen mulig. En udstilling som betyder meget for Gunnar, da kunsten er hans udtryksmåde.

”Filosoffen Wittgenstein siger, at der er noget, hvorom man ikke taler, men det kan man vise,” siger den 79-årige maler.

Once in a lifetime

Gunnars datter, Katrine, står og klikker ivrigt med kameraet, det gør hun for at forevige dagen, for selvom det er hans debut udstilling, tror Gunnar ikke selv, at der bliver en gang nummer to.

”Når man bliver 80 næste gang, så må man jo se, at det er usandsynligt, at det sker igen,” siger Gunnar, ”Det er once in a lifetime.”

Gunnar fik muligheden for i alt at udstille 12 af sine værker. Et lille udvalgt fra et stort livsværk. Også for lille, hvis man spørger Gunnar.

”Jeg syntes måske, det var et lidt for lille udsnit,” siger Gunnar, ”Jeg har arsenaler af billeder liggende hjemme i kælderen.”

Ligesom en eksamen

Der er en let summen af snak i luften, som folk bevæger sig rundt i små grupper og betragter malerierne. Mange har et glas hvidvin i den ene hånd og et stykke kransekage i den anden. De hvide vægge og røde mursten kommer til live af de farverige malerier. Den selvlærte maler suger rosen i sig, og nyder chancen for endelig at vise sine værker frem.

”Det er jo en mærkedag, ligesom en dag hvor man har taget en vigtig eksamen. Jeg kan ikke sige, jeg ikke var nervøs.”

Den religiøse dimension

Ved siden af indgangen, over de store vinduer, hænger der på Menighedsfakultetet et stort billede af Jesus. Menighedsfakultetet i Århus, som lægger lokale til udstillingen, er en privat uddannelsesinstitution, hvor man kan læse en bachelor i teologi. Men i huset bor der også andre. På første sal finder man for eksempel Kristelig handicapforening, og på kontoret sidder der en repræsentant fra Kristeligt forbund for studerende. Det, der binder dem sammen, er tro. De studerende vælger at læse teologi her, fordi de er kristne, og undervisningen tager udgangspunkt i, at biblen er guds ord. Gunnar er også selv kristen, og i forbindelse med udstillingen donerede han tre billeder, som hver fortalte en historie fra biblen til Menighedsfakultetet.

”Det gjorde jeg på grund af den religiøse dimension.”

Yndlings maleri

Bagerst i lokalet hænger et maleri, som det har taget Gunnar godt ti år at male, fordi alt skulle være perfekt. Af de 12 medbragte malerier, er det Gunnars yndlings, og det er da også præcis dette værk, som løber med opmærksomheden. Mens folk stille og roligt siger farvel til Gunnar og vender snuden hjemad, kommer en af de studerende, som tidligere havde stået foran det farverige værk, op til Gunnar. Han spørger, hvad det skal forestille. Gunnar svarer ham, at det er uden motiv og komposition, men at det viser organisk liv. Hvis man kigger godt nok efter, kan man godt lige få øje på et laksehoved eller en fisk.

Jeanettes veninde Caroline døde i en ulykke for snart 4 år siden, og sorgen fik Jeanette til at flygte fra Thy området, hvor hun er vokset op. I dag er hun tilbage i Thy og finder glæde i minderne om Caroline.

Af Hanna Hviid 

Jeanette og hendes veninder havde sat sig til rette på restauranten, maden var bestilt, og nu ventede de bare på at kunne fejre Jeanettes fødselsdag lidt på forhånd. Lige som maden skulle til at ankomme, modtager Jeanette et opkald, et opkald som ændrer alting. De tre piger forlader restauranten, og maden blev aldrig spist.

Om morgenen den dag mødte Jeanette ind på HHX i Thisted, og finder ud af at der var sket en ulykke ved Nors. Straks begynder en dag fyldt med tvivl og usikkerhed. Indtil Jeanette modtager opkaldet på restauranten, er der faktisk ikke særligt meget hun kan vide sig sikker på.

Jeanette får en besked om, at det måske er hendes veninde Caroline, som havde været involveret i ulykken aftenen før, men Jeanette og hendes veninder kan ikke få det bekræftet, inden de får fat på Carolines mor, som bare græder. De får Carolines moster i røret, som kan fortælle at Caroline er alvorligt kvæstet.

”Vi vidste ikke, hvad alvorlige kvæstelser betød. Havde hun brækket begge arme, skulle hun sidde i kørestol, var hun allerede død?”

Jeanette og hendes veninder forlader skolen, men tager derop igen senere. De ved ikke noget om Carolines tilstand, og der er ingen som kan give dem informationer. De er usikre på, hvor det er bedst at være. De kan ikke besøge Caroline på sygehuset, for det har hendes forældre frabedt sig. I sidste ende beslutter Jeanette at forsætte dagen som planlagt og tage ud og spise om aftenen. På restauranten ringer telefonen pludseligt, og en veninde kan fortælle, at Caroline er død.

”Det var jo forfærdeligt”

Blev tætte gennem humor

Jeanette og Caroline gik på samme folkeskole, og havde altid kendt hinanden, men det var først da klasserne blev slået sammen i 7 klasse, at de blev veninder.

”Vi blev venner gennem vores humor. Alt hvad vi lavede, det var bare sjovt, vi kunne finde på de mest åndsvage ting, vi klædte os ud og filmede hinanden, og vi gik til fodbold sammen. Vi lavede alting sammen.”

Da folkeskolen endte forsatte deres venskab. De begyndte på hvert deres gymnasiale uddannelse, og Jeanette flyttede hjemmefra. Caroline kom tit løbende fra Nors og til Jeanettes lejlighed i Thisted.

”Hun kom altid med godt humør, og dengang stod der tit en opvask, men den tog hun lige, og fik mig i gang. Hun var altid frisk på at hjælpe mig.”

Året op til ulykken sås de ikke så tit. Jeanette havde travlt med sin uddannelse. Hun gik i 3. g. og lavede SRP og afleveringer. Sidste gang de så hinanden, var til en julefrokost med deres folkeskole venner. Derefter tog Caroline ud og rejse hen over jul og nytår, og kort efter hun kom hjem, skete ulykken.

”Jeg lagde hurtigt mærke til, at jeg manglede den der friske energi og positivitet bagefter.”

Blev ramt af en scooter.

Caroline var lige kommet hjem fra ferie. Hun var på arbejde i Thisted og fik fri hen på aftenen. Det var januar, så det blev hurtigt mørkt. Caroline besluttede sig for at gå hjem til Nors. Hun går i vejkanten, da en scooter kommer kørende bag hende. Scooteren har for meget fart på, manden på den ser ikke Caroline og rammer direkte ind i hende.

Caroline bliver fløjet til Aalborg sygehus med alvorlige kvæstelser, hvor hun dør af sine skader.

Da Jeanette modtager opkaldet og finder ud af, at Caroline er død, går alting lige pludseligt stærkt. Hele dagen har hun ventet på svar, og lige med ét får hun afklaring.

”Det var jo så uvirkeligt, det hele gik så stærkt, vi kunne slet ikke nå at få tankerne vendt, andet end at vi var meget kede af det alle sammen.”

Der blev sendt beskeder rundt mellem Carolines venner, de købte lys ind og kørte ud til ulykkesstedet. Og så mindedes de Caroline. Da mindestunden var ovre, inviterede Jeanette nogle venner med hjem til den lejlighed, hvor hun boede med to venner, som også kendte Caroline.

”Den aften brugte vi alle sammen på at græde og grine, og det var så sundt for os. Vi kunne snakke gode minder, og hvor træls det var, og hvor godt det havde været.”

Flygtede til København.

Jeanette var lige begyndt på det sidste halve år af sin HHX uddannelse. Slutspurten var sat ind, målstregen var i sigte, men så skete ulykken.

”Jeg fik ikke lavet mine afleveringer, jeg kunne bare ikke. Det var så slemt, at jeg gik til min studievejleder og spurgte, om jeg overhovedet kunne få hue på.”

Jeanette nåede i mål og fik huen på, og så flyttede hun. Hun pakkede sine ting, rejste til København og fik job i 7 eleven.

”Jeg havde bare brug for at komme væk herfra, væk fra det med Caroline, væk fra mine forældre og mine venner, der hele tiden var der. Bare komme væk og være lidt for mig selv.”

Mens Jeanette boede i København, var det hende der bestemte, om hun tog telefonen, når vennerne ringede, og om hun gad snakke med sine forældre. Jeanette havde magten, og hun havde friheden. Hun havde brug for at få det hele på afstand, hun havde brug for at tænke.

”Det hele krakelerede, da Caroline døde, der kunne jeg bare ikke mere. Det var godt nok slemt. Men tiden i København blev min terapi.”

Efter Jeanette havde boet i København i et år, kunne hun ikke finde et sted at bo, og så var det tid til at flytte hjem igen. Hjem til Thy og til den familie og de venner og de minder, som hun havde forsøgt at tage afstand fra.

”Det var godt at komme tilbage, og jeg har ikke fortrudt det, men det var rigtig hårdt da jeg fandt ud af, at jeg skulle tilbage til Thy, for det havde jeg slet ikke lyst til! Nu vil jeg ikke væk herfra”

Tilbage og tilpas.

Det er nu snart fire år siden, Jeanette mistede sin veninde. Hun bor igen i Thisted i en hyggelig lejlighed med sin hund Oskar. Hun er i gang med uddannelsen som pædagog og bliver færdig til januar 2020. Når hun tænker på Caroline, bliver hun ikke ked af det længere, ikke på samme måde.

”Jeg vender det til noget positivt. Hold kæft jeg er heldig, at jeg har så mange minder med hende. Jeg kan faktisk sidde og grine nu i stedet for at græde. Selvfølgelig giver det et sus i mavet, når jeg tænker på hende, men jeg mindes hende for det bedste.”

Jeanette plejer at holde nytår med en gruppe venner fra folkeskolen. Caroline var en del af den gruppe. Så hvert år skåler de for Caroline. Det er blandt andre også disse venner, Jeanette kan snakke med om Caroline.

”Jeg vil rigtig gerne snakke om hende. Det giver mig glæde. Sorgen den fylder rigtig meget, men jeg har lært at vende den om, til at det er bedre at grine end at græde.”

Kornpriserne er steget markant, og det kan være fatalt for flere svineproducenter, da de mangler penge at handle korn for, og det er ikke sikkert, de kan låne dem ved banken.

Af Hanna Hviid

Sommeren 2018 var den tørreste i over et årti, og det havde store konsekvenser for høsten, som var 28 procent mindre end året før. Det har resulteret i, at kornpriserne er steget markant med over en femtedel af prisen fra 2017.

Det viser en rapport fra Danmarks Statistik omkring kornpriser fra 12. februar 2019.

Når kornpriserne stiger, påvirker det især de landmænd, som skal bruge kornet til at producere foder til deres dyr, heriblandt svineavlerne. Eksperter på området er nervøse for, hvordan stigningen vil påvirke landmændene.

”Det er rigtig slemt for landmænd, hvis de skal ud at købe korn til den pris, kornet står til nu. Det kan betyde, at man kun har indtægter, der kan dække de direkte udgifter. Det vil sige løn, foder og dyrlæge. Så har man ikke penge til at betale banken eller kreditforeningen”, siger Bjarke Lassesen svinekonsulent ved LMO.

Banken siger nej

Mange af de svineavlere der har været nødsaget til at købe korn, står nu i økonomiske problemer, hvor det kan være nødvendigt for dem at spørge banken efter endnu et lån. Nogle landmænd kan nemmere end andre få tildelt lånet, hvor en gruppe af de mest økonomisk ustabile, vil få en kedelig melding fra banken.

”Banken går ind og vurderer, hvorvidt der er sandsynlighed for at landmanden kan klare sig trods de høje priser. Hvis der er for stor usikkerhed for, om landmanden kan klare det, vil banken gå ind og sige, at det nok er på tide at lukke produktionen ned”, siger Bjarke Lassesen.

Herefter vil svineavleren lave en aftale med banken om at sælge bedriften, inden bedriften går konkurs.

Robusthed tager tid

På trods af at høsten i 2017 var god, var det få landmænd, som kunne nå at opbygge et økonomisk overskud, inden den varme sommer året efter sendte kornpriserne i vejret.

Jens Elbæk, afdelingschef for planteinnovation ved Seges, ser en tendens til, at det er de erfarne landmænd som er bedst polstret.

”De, der er mest robuste, er også tit dem, som har gjort det godt gennem mange år og er oppe i alderen. Mange af de unge har det lidt sværere, fordi det er dyrt at købe et landbrug i dag. Du starter med en stor gæld. Så har man ikke særlig meget robusthed,” siger Jens Elbæk.

Og robusthed kan måske være det, der redder nogle svineavlere, fra at lukke ned.

Efter en lovændring for snart to år siden står de pårørende til ældre demente med et større ansvar for at få dem til at stoppe med at køre bil, men mange føler berøringsangst med emnet, og flere eksperter mener, at ansvaret burde ligge ved lægen.

Af Hanna Hviid

I juli 2017 trådte en lovændring i kraft, som gjorde, at der nu gælder de samme regler for personer over 75 som for alle andre, når det kommer til fornyelse af kørekort. Det vil sige, at kørekortet skal fornyes hvert 15. år. Før skulle ældre se lægen hvert eller hvert andet år for at få en lægeerklæring, der sagde, at de var i stand til at køre bil. Efter lovændringen er de lægebesøg blevet afskaffet, og dermed står mange pårørende nu med ansvaret for at tage snakken om kørselsstop med deres demente ældre.

”Jeg vil tro at ansvaret er blevet større nu, fordi der er ikke det her ekstra lægetjek,” Siger Else Hansen, chefrådgiver ved Alzheimerforeningen. 

En ny undersøgelse fra YouGov viser, at mange pårørende har berøringsangst, når det kommer til at tage samtalen om at lægge kørekortet. De finder samtalen svær og ubehagelig.

Flere eksperter har udtrykt bekymring for de pårørendes ansvar og mener i højere grad, at ansvaret burde ligge ved de praktiserende læger.

Mange frygter reaktionen  

I april i år udkom en undersøgelse fra YouGov, bestilt af GF forsikring, som undersøgte, hvordan de pårørende havde det med samtalen om kørselsstop. Den viste, at 56 procent af de adspurgte synes, at det er svært eller meget svært, at skulle snakke med en ældre om at lægge kørekortet.

”Det er fuldt forståeligt, at det er svært, for man begynder pludselig at sætte nogle begrænsninger i de ældres personlige frihed, og man rusker op i deres selvbillede. Så det er en svær samtale,” siger Else Hansen fra Alzheimerforeningen.

I 2017, før lovændringen, lavede VIVE en undersøgelse om demens og kørselsstop, som blandt andet undersøgte de pårørendes rolle. Allerede dengang kunne man se, at de pårørende spillede en central rolle, og at mange af dem fandt det svært at snakke med demente ældre om emnet.

Den situation har Eva Knudsen også stået i. For over 5 år siden begyndte hendes far at udvise tegn på demens, som gjorde, at flere i familien blev utrygge ved hans kørsel.

”Min fars kæreste begyndte at snakke om, at hun ikke var glad for at køre med ham. Hun fortalte om et tidspunkt, hvor de kørte hjem sammen, og han ikke anede, hvor han kørte henne, så han drejede af forkert og blev rigtig forvirret,” siger Eva.

Da farens kæreste ikke havde lyst til at påtage sig ansvaret for at snakke med Evas far, besluttede Eva sig selv for at gøre det. Dengang var loven stadig sådan, at ældre over 75 skulle have kørekortet fornyet med en lægeerklæring hvert eller hvert andet år, og Evas far skulle snart til lægen for at kunne forsætte med at køre bil, men alligevel valgte Eva at prøve at overtale ham til ikke at få kørekortet fornyet.

”Hvis han kørte galt eller kørte nogen ned, og jeg ikke havde sagt noget, så ville jeg have det rigtig dårligt, og jeg syntes også, at jeg skulle fortælle ham det for at passe på ham,” siger Eva.

Eva frygtede samtalen og gik i længere tid og overvejede, hvordan det var bedst at gøre. Hun var nervøs for, hvordan hendes far ville reagere.

”Jeg frygtede, at han ville blive vred og skælde ud, eller ligefrem bede mig om at gå. Det gjorde han ikke, men det var ikke sjovt,” siger Eva.

Eva er ikke den eneste pårørende, som frygter de ældres reaktion. YouGov undersøgelsen viser, at 57 procent tror, det vil blive modtaget negativt eller meget negativt, hvis de tager samtalen.

Eksperter: Lægen bør stå med ansvaret

Det er stadig lægens ansvar at stoppe ældre bilister, som ikke bør køre bil. Dog betyder det, at de ældre enten selv skal opsøge dem, eller også skal lægerne holde øje med det, når de ældre kommer ind til andre undersøgelser.

”Hvis patienten kommer hos os, og vi vurderer, at der er risiko for, at vedkommende ikke kan køre bil, så har vi ansvaret for at nedlægge et lægeligt kørselsforbud. Men vi skal se patienten,” siger Anna Mette Nathan, formand for attestudvalget i Lægeforeningen.

Selvom forskningen tyder på, at de pårørende i højere grad påtager sig ansvaret for samtalen, så mener flere eksperter stadig, at det bør være lægens opgave.

”Jeg mener bestemt, at det skal være en anden end den pårørende, fordi de simpelthen har så mange andre ting, de skal tage alvorlige samtaler om. Det kan være rigtig konfliktfyldt, og det bør de ikke stå med alene. Det bør være fagpersoner, som lægen, som tager det på deres kappe,” siger Else Hansen fra Alzheimerforeningen.

Og det er noget, som Lægeforeningen kan nikke genkendende til.

”Vores holdning er, at der burde være en obligatorisk undersøgelse knyttet til en bestemt alder, hvor der statistisk er en betydelig stigning i antallet af personer med demens,” siger Anna Mette Nathan.

De pårørende har det også på samme måde. I undersøgelsen fra YouGov svarede 73 procent, at det bør være lægen, som tager snakken med en ældre bilist med demens om kørselsstop.

Eva Hansen mener også, at det ville have været lettere, hvis det var lægen, som havde taget snakken med hendes far.

”Lægen er en autoritet, hvor jeg bare er et familiemedlem med følelser involveret. En læge har mere magt til at sige, at de ikke længere synes, man bør køre bil,” siger Eva.

Demens kan gøre samtalen ekstra svær

Demens er en sygdom, som rammer mange ældre, omkring 89.000 danskere har demens i dag. Hos Alzheimerforeningen oplever de, at pårørende ringer ind med bekymringer om, hvordan de skal snakke med ældre med en demenssygdom omkring kørselsstop. Og netop i en situation med en dement, kan det være rigtig svært.

”De glemmer, hvad det er de har glemt. De kan godt have været gennem hele processen og have sagt ja til at lægge kørekortet og så dagen efter, kan det være, at det starter på ny, fordi den samtale, de havde i går, ikke længere er husket. Den er ikke lagret i hukommelsen, så det er som at starte helt forfra igen,” siger Else Hansen.

Alzheimerforeningen mener dog ikke, at man automatisk bør stoppe med at køre bil, blot fordi man har fået en demensdiagnose, for mange demente kan godt køre i starten af sygdommen, men der kommer et tidspunkt, hvor de er nødt til at lægge kørekortet.

”Det, der kendetegner demenssygdommen, er, at det er en fremadskridende proces, hvor hjernen bliver angrebet mere og mere, og til sidst er man så svækket, at man ikke er i stand til at aflæse trafikken eller reagere fornuftigt i en akut situation. Så på et tidspunkt, vil alle være nødt til at stoppe med at køre bil,” siger Else Hansen

Det kan skabe konflikter

En af grundene til, at både de pårørende og eksperterne mener, at ansvaret for samtalen bør ligge ved lægerne, er, at det kan skabe konflikter i familierne. Forskningen fra VIVE viser, at der kan opstå konflikter mellem bilisten og de pårørende i forbindelse med kørselsstoppet.

”For rigtig mange mennesker er det ikke at kunne køre bil længere konfliktfyldt, når man ikke selv kan indse det,” siger Else Hansen fra Alzheimerforeningen.

Efter at Eva Knudsen havde bragt emnet op med sin far, ændrede det også deres forhold for en stund. Evas far klagede sin nød til sin kæreste og til Evas mand, som begge bagefter meldte tilbage til Eva.

”Det var vildt ubehageligt, da min mand fortalte mig, at min far var vred på mig, og jeg kan huske, at jeg sagde; ”Jeg gider kraftedme aldrig mere hjælpe den mand, hvis det er takken for at jeg prøver at passe på ham. Det er ikke bøvlet værd!”,” siger Eva og tilføjer, ”der gik lang tid, hvor vi ikke snakkede sammen.”

Dog valgte Evas far ikke at få sit kørekort fornyet igen, og da han et par måneder efter samtalen kom og fortalte Eva det, begyndte de at tale sammen igen.

”Det hjalp rigtig meget, da han kom og sagde, at han ikke ville have sit kørekort fornyet. Det blev aldrig nævnt fra hans side af, at det var mig, som havde startet med at sige det, og den stolthed lod jeg ham beholde,” siger Eva.

Efter at Evas fars kørekort udløb, solgte han bilen, så han ikke risikerede at begynde at køre igen.

For at forsøge at undgå konflikter, som den Eva havde med sin far, har GF Fonden udviklet nogle dialogværktøjer, som skal gøre samtalen lettere for både de pårørende og de ældre bilister.

Det kan være distraherende at bruge sin bils touchskærm, mens man kører, og netop distraktion er en stor årsag til trafikuheld, men på trods af dette har hverken danske forskere eller politikere fokus på problemet.

Af Hanna Hviid og Thomas Kring

Skærmen lyser op. Du tjekker lige kalenderen for dine møder i morgen, scroller lidt ned gennem dit Twitter-feed, måske tjekker du vejrudsigten for Kreta, hvor du skal på ferie i næste uge. Du smutter også lige ind på dr.dk efter de seneste nyheder.

Det lyder måske som den almindelige brug af en smartphone, men faktisk er det nogle af de muligheder, man finder i moderne bilers touchskærme.

Store touchskærme fylder mere og mere i bilerne. I takt med at skærmene bliver større, bliver de også mere avancerede. Nu kan de også gå på internettet, lave opkald og meget mere.

Det kan være meget distraherende at bruge de mange funktioner, mens bilen er i bevægelse. Det viser forskning lavet af The University of Utah i 2017 og 2018.

Og at være distraheret er bestemt ikke en god ting under kørsel. Ifølge Rådet for Sikker Trafik er distraktion skyld i et ud af tre biluheld i Danmark.

På trods af det er der ikke dansk forskning på området, og politikerne har heller ikke diskuteret problemet.

Distraktion fører til ulykker
Der er bred enighed om, at det er skidt at være distraheret, når man sidder bag rattet i en bil.

”Der er efterhånden rigtig mange studier, der viser, at man ikke kan multitaske. Hvis man prøver at gøre to ting på samme tid, så vil præstationen typisk forringes,” siger Jesper Aagaard adjunkt ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

Og det kan også være farligt. Tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at der i en periode på fem år var 253 personer, der døde i trafikulykker, hvor en eller flere involverede i ulykken var distraheret.

Det, som distraherer bilisterne, findes i næsten tre fjerdedele af tilfældene inde i bilerne. Det kan for eksempel være, at man læser SMS’er, indstiller GPS eller beroliger børn på bagsædet. Og alt sammen kræver det, at man fjerner fokus fra trafikken, hvilket kan være dødsensfarligt.

”Der vil altid være en præstationsforringelse i det, man kalder den primære opgave. Så hvis det for eksempel er at køre bil, så vil man ikke køre lige så sikkert, fordi man bruger energi på noget andet,” siger Jesper Aagaard.

Touchskærme kan være farligere end mobiltelefoner
Et stort forskningsprojekt lavet ved the University of Utah viser, at de store touchskærme i biler, også kaldet infotainmentsystemer, kan være meget farlige at bruge under kørsel, fordi de distraherer bilisterne fra den primære opgave; at køre bil.

Undersøgelsen kom frem til, at det kan være farligere at bruge funktionerne i touchskærmen end at tale i mobiltelefon under kørsel. Bilisterne fjernede øjnene fra vejen i lange perioder, fjernede en hånd fra rattet og fjernede tankerne fra trafikken.

”Hvis man direkte kigger væk fra vejen, så er der tale om visuel distraktion, hvor man ikke vil se, hvis der sker noget. I og med at mange folk kører meget tæt på hinanden, så afstanden til bilen foran er meget lille, så er det problematisk, hvis man ikke ser, at den forankørende bil bremser,” siger Ragnhild Holgaard, videnskabelig assistent ved Transport DTU.  

GPS’erne stjæler meget opmærksomhed
Undersøgelsen fra the University of Utah slog fast, at deltagerne var distraherede, hver gang de skulle bruge bilernes infotainmentsystemer, men især at skrive en rute ind på GPS’en stjal opmærksomheden.

Det tog i gennemsnit 40 sekunder, hvilket vil sige, at de næsten kørte en halv kilometer, hvor bilisten var mere fokuseret på GPS’en end på at køre bil.

I Danmark kan vi godt finde på at indstille GPS’en, når vi kører bil. I en gruppe på over 25.000 danske bilister svarede en fjerdedel, at de en gang imellem betjener deres GPS, når de kører bil. Det viser tal fra Rådet for Sikker Trafik.

”Der er selvfølgelig ikke noget galt i, hvis din GPS siger, at den har fundet en anden rute, og du bare skal godkende den. Men at begynde at sidde med 150 km/t på Autobahn og lede efter det nærmeste hotel, det skal man selvfølgelig ikke. Det er begge to brug af GPS, men der er en verden til forskel,” siger Jesper Hemmingsen, dokumentationskonsulent ved Rådet for Sikker Trafik.

Forskere og politikere fokuserer ikke på problemet
I Danmark er der meget lidt fokus på problematikken med infotainmentsystemer. Rådet for Sikker Trafik og DTU Transport har lavet flere undersøgelser af, hvor farligt det er at være distraheret, når man kører. Men på trods af det har eksperterne endnu ikke vendt øjnene mod touchskærmene.

”Det er umiddelbart en relativ ny ting med touch i bilerne. Det kræver, at der er en del, der har dem, og at de har oplevet en kritisk situation, før der vil kunne laves forskning,” siger Jesper Hemmingsen.

Det er lovligt at bruge sin bils infotainmentsystem, når man kører bil, og det virker ikke til, at der er optakt til at ændre det lige foreløbigt, hvis man spørger politikerne.

”Det fylder ingenting. Vi diskuterer af og til mobiltelefoner og at bruge mobiltelefon som GPS, men vi har ikke diskuteret det her. Men jeg tror da, man kommer til at diskutere det mere,” siger Andreas Steenberg, transportordfører for Radikale Venstre.

Mængden af økologiske slagtesvin i Danmark steg stort for et par år siden, men efterfølgende er udviklingen blevet en del mindre. Det skyldes, at efterspørgslen på grisekød i Europa er blevet mødt, og det kan have store konsekvenser for de danske landmænd.

Af Hanna Hviid

Store grise der tøffer rundt på marken og ruller sig i mudder. Det er sådan livet er, for de økologiske slagtesvin, som bliver opdrættet hvert år i Danmark.

I mellem 2017 og 2018 skete der en drastisk stigning i antal økologiske slagtesvin i Danmark. Der var kommet 58.122 flere svin, hvilket er en stigning på 35 procent og den største stigning i mindst 6 år. Det viser en statistik over økologiske jordbrugsbedrifter 2018 fra Landbrugsstyrelsen.

Men den udvikling forsatte ikke. I statistikken over økologiske jordbrugsbedrifter 2019 udgivet i marts 2020 kan det ses, at der i det forgangende år, kun kom 5677 flere økologiske slagtesvin til i Danmark, hvilket ifølge Ejvind Pedersen, chefkonsulent i økologiafdelingen hos Landbrug og Fødevarer, nærmest ikke er nogen udvikling.

Ejvind Pedersen fortæller, at stigningen imellem 2017 og 2018 var et resultat af, at der i Europa var større efterspørgsel på økologisk grisekød, end der var udbud. Altså var der flere kunder, der ville købe kødet, end der var kød at sælge. Derfor var der flere landmænd i Danmark, der begyndte at producerer økologisk grisekød, og dermed steg antallet af slagtesvin så markant. Men efterspørgslen blev ikke ved med at overstige udbuddet.

”Da det kom til slutningen af 2018 og hele 2019, var der mere grisekød i Europa, end der var efterspørgsel, og derfor har der ikke været nogen væsentlig vækst fra 2018 til 2019,” siger Ejvind Pedersen.

Det rammer landmændene økonomisk

Det er dyrere for en landmand at producere økologiske svin i stedet for konventionelle svin, da økologiske svin skal gå udenfor og have økologisk foder, som koster mere. Derimod får landmanden også flere penge for det økologiske grisekød.

Hvorvidt prisen på kødet kan veje op for prisen for at opdrætte svinet afhænger af, hvad afregningsprisen er. Altså, hvor mange penge landmanden får for kødet.  

”Afregningsprisen var høj, hvis man kigger på 2015 til 2017. Der var det godt at være økologisk landmand,” siger Ejvind Pedersen.

Men i årene derefter faldt afregningsprisen i takt med, at produktionen steg mere end efterspørgslen i Europa. Da afregningsprisen var højest, fik den økologiske landmand omkring 28-29 kroner pr. kilo, hvor de nu får omkring 20-21 kroner pr. kilo.

Det har ifølge Ejvind Pedersen betydet, at mange af de landmænd, som producerede økologisk grisekød, har følt sig nødsaget til at stoppe igen

”Der er nogle som har nedsat deres produktion, og andre der har forladt erhvervet igen. Simpelthen stoppet med at producere grise igen, fordi det ikke kan løbe rundt,” siger Ejvind Pedersen.

Der er også nogle som er gået tilbage til at producere konventionelt grisekød.

Ejvind Pedersen fortæller også, at der er nogle enkelte, som har haft mulighed for at øge deres produktion, og det har sørget for, at udviklingen i antal slagtesvin har været nogenlunde stabil fra 2018 til 2019.

Eksport til Frankrig er faldet

Danmark eksporterer store dele af det grisekød, der bliver produceret i Danmark. Det gælder både konventionelt og økologisk grisekød.

”Vi sælger, alt hvad vi kan i Danmark. Når det danske marked er mættet, så ryger resten til eksport,” siger Kasper Frank Christensen, kommunikations- og presseansvarlig hos Friland, som er Europas største økologiske kødselskab.

Friland eksporterer omkring 60 procent af det økologiske grisekød, som de producerer.

Frankrig var især et af de lande, hvor der var stor efterspørgsel på økologisk grisekød for et par år siden, og derfor blev store dele af det dansk produceret økologiske grisekød eksporteret derned.

”Vi havde en stor eksport til Frankrig, hvor vi også fik væsentlig flere penge, end vi gjorde på andre markeder,” siger Kasper Frank Christensen

Men både Ejvind Pedersen fra Landbrug og Fødevarer og Kasper Frank Christensen fortæller, at Frankrig selv er begyndt at producerer mere økologisk grisekød, så mængden af eksporteret økologisk grisekød er faldet meget til Frankrig. Der bliver stadig eksporteret omkring lige meget økologisk grisekød som før, men til flere forskellige lande, og til en lavere pris.

”Franskmændene vil ligesom os gerne have lokale varer, så når de har mulighed for at købe mere lokalt, så gør de det,” siger Kasper Frank Christensen.